Netop nu søger vi en erfaren forretningskonsulent med solid forståelse for økonomi- og forretningssystemer til Munck Gruppens hovedkontor i Nyborg.
Munck Gruppen er en succesfuld og dynamisk entreprenørvirksomhed med afdelinger og aktiviteter i både Danmark og udlandet. Koncernen består af selskaberne Munck Asfalt, Munck Forsyningsledninger, Munck Havne & Anlæg og Munck Civil Engineering. Sammen og hver for sig bygger vi infrastruktur i alle afskygninger.
Grundet vækst og øget fokus på nye IT-systemer ønsker vi netop nu at udvide Munck Gruppens IT-afdeling med en dygtig og erfaren forretningskonsulent. Afdelingen består i dag af 7 medarbejdere, heraf 2 supportere, 2 forretningskonsulenter, 2 administratorer og 1 afdelingschef.
Hvad skal du lave?
I samarbejde med de øvrige 2 forretningskonsulenter får du ansvaret for at understøtte den daglige drift og support af vores økonomisystem og applikationer i Munck Gruppens datterselskaber samt medvirke til en konstant udvikling og fornyelse af systemerne.
Vi arbejder med AX2012/D365, Promark, C7, Robex, Idus, DocuNote, DocuBizz samt flere egenudviklede systemer, som understøtter vores forretning. I arbejdet med systemerne vil du få en tæt kontakt til virksomhedens mange IT-brugere.
Eksempler på opgaver:
• Vedligehold og optimering af eksisterende applikationer og forretningssystemer
• Kontakt til eksterne udviklere og test af rettelser
• Deltagelse i systemforbedringer og implementering af nye IT-løsninger
• Softwaresupport samt test og validering af software
• Dokumentation af opsætning og rutiner
Hvem er du?
Du har en solid forståelse for økonomi- og forretningssystemer og erfaring fra lignede stilling.
Desuden forventer vi, at du:
• har en relevant uddannelse
• har erfaring med en eller flere af overfornævnte systemer
• kan arbejde selvstændigt og som del af et team
• kan bevare overblikket – også i travle perioder
• er god til målrettet og situationstilpasset kommunikation
• arbejder analytisk, struktureret og løsningsorienteret
• er nysgerrig og serviceminded
Hvad får du?
Vi tilbyder en spændende, varieret og udfordrende stilling med gode muligheder for at præge IT-strategien, herunder valg af nye IT-systemer samt dine egne opgaver. Ligeledes får du gode muligheder for personlig og faglig udvikling, bl.a. via kurser og efteruddannelse.
Du vil indgå i et tæt samarbejde med øvrige medarbejdere i IT-afdelingen, hvor der gennemgående er en uformel omgangstone og højt til loftet.
Du refererer til afdelingschef Pernille Munck.
Løn efter kvalifikationer, pension, sundheds- og kantineordning.
Tiltrædelse: Snarest muligt – vi indkalder løbende til samtaler.
Koncernen består af en række nærtbeslægtede datterselskaber, herunder Munck Asfalt, Munck Forsyningsledninger, Munck Havne & Anlæg og Munck Civil Engineering.
Munck Gruppen har gennem mange år udført solide og sikre veje, miljøvenlig fjernvarme, fremtidssikrede kloaknet, lynhurtige fibernet, unikke anlægsarbejder, effektive havneanlæg og lufthavnsbyggerier i Danmark og udlandet. Vi mener selv, at god infrastruktur er vejen til større sikkerhed, bedre ressourceudnyttelse samt udvikling og vækst.